– What is the difference?
In my quest to find out why we (New Orleans geeks) play Albert system, I had to investigate the clarinet's history. How did they evolve and why? They all came from a small Chalumeau, turned in to a clarinet and quickly took two directions - a French and a German, of which Albert is one of the Germans.
Revolutionary events and personalities in clarinet history
1630 – France. The chalumeau appears for the first time in writing. But it may be as old as the twelfth century.
1690 – Johann Denner improves the chalumeau. It was basically a recorder with a clarinet mouthpiece. He added some keys and got credit for creating the first clarinet. But some clues lead to his son, Jacob Denner.
Johann Christoph Denner, Nürnberg Germany (1655-1707)
1710 – Jacob Denner mentions a clarinet in a letter. Something indicates he is the real inventor.
Jacob Denner, Nürnberg Germany (1681-1735)
1806 – Iwan Müller invents the air-tight pad. Before, pads were made of felt or leather resulting in leaking instruments. It was not possible to have a large number of keys on the clarinet.
Iwan Müller, Estonia (1786-1854)
1812 – Müller presents the most advanced clarinet so far with a total of 13 keys. That made the foundation of all the systems we use today. Müller invented also the ‘ligatur’ and the thumbrest.
1820 – Germans begin to turn the mouthpiece 180º and play the reed against the lower lip!
1832 – Theobald Böhm invents a new key system for the traverse flute. It now became possible to make larger tone holes by use of the new air-tight pads. A revolutionary system, which also improved the intonation.
Theobald Böhm, Germany (1794-1881)
1838 – Hyacinthe Klosé becomes second clarinetist to Iwan Müller in Theatre Italien. When Müller left in 1841, Klosé became solo clarinetist.
Hyacinthe Eléonore Klosé, French born in Greece (1808-1880)
1839 – Klosé gets together with Louis-Auguste Buffet in a project to move around the keys and tone holes on the clarinet. Their goal is to create a more easy fingering system. Klosé was very much inspired by Theobald Böhm’s system for the flute. That’s why he chose to name this system after him, though it works differently on the flute.
1840 – Eugene Albert adds two rings to the Müller clarinet, on the bottom joint. He was inspired by Adolphe Sax who was the first to use rings on the clarinet. Later that year, Albert adds two rings to the upper joint. His clarinet now has 13 keys and 4 rings. The Selmer Paris company continues to work with and develop this system until the end of World War 2.
Eugène Albert, Belgium (1816-1890)
1841 – Louis-Auguste Buffet takes over the family-run musical instrument company. Today the name is Buffet Crampon and is one of the most well-reputated clarinet factories in the world.
Louis-Auguste Buffet, Frankrig (1816-1884)
1847 – Theobald Böhm patents his key system
1890 – Oskar Öhler improves the German system clarinet. That means the series of clarinets developed based on the Müller and Albert systems. The Boehm clarinets today belong to the French system.
Oskar Öhler, Tyskland (1858-1936)
Historie (DK)
Dette er en automatisk oversættelse af artiklen "Klarinett" fra den svenske Wikipedia, udført af GramTrans. Den beskriver hvad en klarinet er, og lidt om hvordan den har udviklet sig til de modeller vi kender i dag – Forhåbentligt kan den afdække forskellen på systemerne gennem historiefortællingen. Desværre er det ikke alle påstande som er sande. Hvis jeg opdager en fejl, vil jeg tilføje en [kommentar]. Artiklen er heller ikke helt færdig, men den er så detaljeret og skrevet i et meget fint men lidt corny sprog, at jeg har valgt at præsentere den alligevel.
Johann Christoph Denner
i Nürnberg præsenterede sin skabelse, instrumentet chalumeau, den 14 januar 1690 […han skabte den ikke, men præsenterede en forbedret udgave…]. Det så ud som en blokfløjte men havde cylindrisk boring, klarinetartet mundstykke og var forsynet med to klapper. I begyndelsen af 1700-tallet blev spilleregistret opad udvidet af Denner eller hans søn Jakob igennem indføringen af en registerklap. Det blev da muligt at udnytte overblæsning og toneomfanget blev udvidet i princippet til det dobbelte. Dette nye, lyse og i første omgang skarpe toneområde lignede trompetens (clarino) og instrumentet fik derfor lov at hedde clarinet – lille trompet.
Fra midten af 1700-tallet og hundrede år fremad havde klarinetten fem klapper. Det rakte til at dække et stort omfang og svarede til høje spilletekniske krav. Wolfgang Mozarts klarinetkoncert i
a-dur fra 1791 kan tjene som eksempler på hvad instrumentet påvirkede.
I 1800-tallet udvidedes antallet af klapper til over tyve stykker i to forskellige udviklingslinier, den tyske Oehlerklarinet og den franske Bøhmklarinet. Mekanisk udviser de store forskelle, men det er meget svært at adskille deres klang. Begge varianter anvendes i dag: Oehlerklarinetten mest i Tyskland og Østeuropa, mens Bøhmklarinetten dominerer i de øvrige nationer. Selvom den franske klarinet bærer Theobald Böhms navn, skabtes den 1844 af H. Klosé og A. Buffet. De havde dog udnyttet nogle af Böhms radikale forbedringer af tværfløjtens mekanik i klarinetten.
Konstruktion
Der findes klarinetter i flere forskellige størrelser og stemninger, men den mest almindelige er stemt i Bb og kaldes derfor Bb-klarinet. Klarinetten er følgeligt et transponerende instrument. I symfoniorkestret er Bb-klarinetten jævnbyrdig med A-klarinetten, som er ganske lig den forrige, men er stemt en halv tone lavere og bliver dermed lidt længere. Denne stemning gør at A-klarinetten er særligt egnet for spil i tonearter med kryds-fortegn (#). For Bb-klarinetten er tonearter med b-fortegn (♭) lettest at spille. I symfoniorkestret anvendes også den mindre es-klarinet, som i sit høje register har en mere skarp klang end de større instrumenter i samme familie, samt basklarinetten. Es-klarinetten trives bedst i tonearter med b-fortegn. Den anvendes meget i militærorkestre, hvor den ser godt ud godt sammen med messingblæserinstrumenterne.
Klarinettens noterede omfang er E-C5. Af dette for et blæseinstrument meget brede register anvendes de højeste toner meget sparsomt. Disse er også både sværtblæste og har for legatospil besværlige greb.
En anden klarinetegenskab er dens meget store dynamik. Det kan spilles fortissimo – hvor godt nok en del andre instrumenter kan overstemme – men næsten ikke noget andet instrument kan spille et svagere pianissimo end klarinetten.
En frekvensanalyse af klarinettens tone viser at den er meget overtonerig, med dominans af de ulige overtoner fordi bølgeformen som et oscilloskop viser er tæt på nok symmetrisk. Hvis man skal skabe en klarinetlignende klang syntetisk udgår man normalt fra en firkantbølge, man filtrerer.
C-klarinetter bruges først og fremmest af folkemusikere. I symfoniske blæseorkestre anvendes ofte altklarinetter. Mere sjældne er kontraalt- og kontrabasklarinetter.
Klarinettens dele er (nedefra og opad):
- Klokkestykket. I sjældne tilfælde kan der findes en ekstraklap her for at realisere den ekstra bastone, som forekommer blandt andet i nogen af W. A. Mozarts kompositioner.
- Underdelen (til højre hånd)med klapper for de lavere toner. Spilles med højre hånd samt venstre lillefinger
- Overdelen (til venstre hånd)med klapper for de højere toner. Spilles med venstre hånd samt højre pegefinger (trilleklapperne)
- Pæren (også kaldet birnen)
- Mundstykket
Klokkestykkets form har betydning for den akustiske kobling fra den svingende indelukkede luftsøjle inde i instrumentet og til rummet uden for instrumentet. Dette gælder strengt taget kun når alle, eller næsten alle, højrehåndsklapper er lukkede. Teoretiske beregninger viser at det er fordelagtigt med en profil som tilslutter til en exponentialkurve. Samme ræsonnement kan ellers føres også angående højttalere. For højere toner, når de nederste højrehåndsklapper er åbne, har klokkestykket ingen virkning overhovedet. Disse toner kan godt spilles selv når klokkestykket er fjernet.
På klarinetter produceret i nyere tid er mundstykket ofte, af og til også pæren og klokkestykket, produceret af sort plastic i stedet for træ. På enkle klarinetter af ringere kvalitet kan hele klarinetten være erstattet af plastic (ofte ebonit). Sjældne forekommer også klarinetter helt producerede i metal, men disse kaldes alligevel træblæseinstrumenter.
På mundstykket bliver rørbladet fæstnet (som normalt at kaldes bladet– sammenlignet den noget alderdommelige betegnelse vedrør for planter i kanten af vandløb) med en speciel klemme [også kaldet et ligatur, iøvrigt opfundet af Iwan Müller…] som omslutter mundstykket. Rørbladet er et omhyggeligt slebet stykke af det granvoksne græs kæmperør (Arundo donax, forveksles ofte med bambus) som er meget tyndt i den ene ende. Det er ved rørbladet som tonen dannes ved at rørbladet vibrerer når dens kant blæses an. Et lignende rør anvendes til saxofoner . Rørene stilles til rådighed i forskellige nummererede hårdheder. Begyndere plejer at anvende bløde sorter, mens øvede klarinettister plejer at foretrække hårdere blade.
Rørene er en forbrugsvare, da de tenderer at slå revner, flise eller tabe deres spændstighed efter langvarig brug. Nu findes også rørblade produceret af plastic, kevlarfiber og andre syntetiske emner. Disse har til dels andre egenskaber end dem af træ. Eksempler på producenter af syntetiske rørblade er Fibracell og Légère.
Klapsystemet på den afbillede klarinet kaldes Bøhmsystemet. Samme, eller lignende system anvendes også på oboer og andre træblæseinstrumenter. Et forenklet system med færre klapper kaldes halvbøhmsystem . På undersiden af nederste del af kroppen findes en lille metalvinkel, som ved spil hviler mod den højre hånds tommelfinger. Bedre instrumenter har forsølvet mekanisme; på mere enkle instrumenter er mekanismen forniklet .
På bagsiden af øverste del af kroppen findes en særlig klap, som bliver åbnet med venstre tommelfinger. Hullet under denne klap er forlænget med et kort vedrør (her at haves til hensigt rør i konventionel forstand) som løber et lille stykke ind i tonekanalen. Når denne klap trykkes ind hopper tonelejet en oktav op plus en kvint, også kaldet duodecima, altså til tolvte skalatone. Det er denne lille rørstump, som i forening med at tonekanalen er svagt konisk, er anledningen til at springet ikke bliver en oktav, som det ellers skulle blive ved såkaldt overbluff. Når denne klap er åben spiller man i det øvre register. Aldeles ved siden af registerklappen findes et tonehul, som også spilles med venstre tommelfinger.
En faldende skala i noteret C-dur (ingen fortegn) fås ved at man med fingrene efterhånden dækker tonehullerne fra mundstykkeenden og videre ned ad i retning mod klokkestykket. Dette klinger i B-dur (med to b-fortegn) på en b-klarinet, mens det på en a-klarinet klinger i A-dur (med tre krydsfortegn). Analogt klinger det i es-dur (tre b-fortegn) på en es-klarinet.
Stemningen påvirkes en anelse af instrumentets temperatur, som efter et øjebliks spil stiger noget på grund af den varme udåndningsluft. Musikeren kan i nogen grad kompensere dette igennem forskellig styrke læbetryk mod røret. Med samme teknik kan man også realisere vibratospil.
Med Bøhmsystemet frembringes alle halvtoner i den kromatiske skala ved at man sætter en finger på en passende klap, som da åbner et hul halvvejs mellem de hovedhuller, som dækkes med fingrene. På et halvbøhminstrument får man halvtoner ved hjælp af gaffelgreb , det vil sige man undlader at dække et eller flere huller i den ellers kontinuerligt overdækkede tonehulsrække for en vis tone. Det er dog svært at på denne måde realisere helt rene toner.
Klapperne er forsynet med puder– en lille filtpude, dækket af et yderst tyndt og smidigt skind, som svarer for tætningen omkring tonehullerne. I de ældste tider blev en fisks svømmeblære anvendt som klapskind. Efter langt og ihærdigt spilleri går der huller på klapskindet, og da må instrumentet “polstres” om. I instrumentplejen indgår også at ind i mellem rengøre de mange lovklokkere for fungerene og smøre dem med tynd olie.
Alternative mekanismer
Før Böhms tid fandtes flere klapsystemer: […nogle er faktisk efter Böhm…]
- Müllers system
På Müllers tid (begyndelsen1800-tallet) havde klarinetten normalt seks klapper. Müller indførte yderligere syv, altså totalt tretten klapper og var klar med denne konstruktion i 1812. På Müllers klarinet mangler de ringklapper , som er et springende punkt i Böhms konstruktion.
Müller opgives som opfinderen (1806) af den klapkonstruktion som indebærer en lille skål som holder den lille pude af filt og supertyndt skind, som udgør selve ventiltætningen ved mekanismens yderste del. Det var også han som indførte tommestøtten, som accepterede mere behagelig håndtering af klarinetten, som da kunne holdes den nærmere end tidligere vertikallinjelinie.
- Alberts system
Albertmekanismen var en videreudvikling af Müllermekanismen. Denne havde ligesom Müllermekanismen tretten almindelige klapper, men Albert tilføjede to ringklapper. Instrumentbyggeren Henri Selmer er senere gået videre med Alberts mekanisme og har tilføjet yderligere almindelige klapper og ringklapper.
Albertklarinetter er særligt egnede til at realisere de kvarttoner, som forekommer i orientalsk musik, og de er følgeligt populære i de lande, hvor denne type musik ombejles.
Albertmekanismen egner sig sig vel for glissando-spil , som er sværere at realisere på en Bøhmklarinet.
Kammertonen, etstreget a var tidligere 435 Hz , men i begyndelsen i 1900-tallet overgik mange symfoniorkestre til stemningen 440 Hz, som nu er blevet standard. Albert foregreb dette og stemte mange af sine klarinetter endnu højere end 440 Hz. Dette går vel for sig ved solospil, men indebærer at det i dag ikke går at anvende disse de gamle, højt indstillede instrumenter i ensemblespil sammen med moderne instrumenter. [Læs mere om kammertonen her]
- Oehlers system [Desværre stopper beskrivelsen af Alternative Mekanismer her…]
Klarinetterne udkom i: 1812: Müller 1839: Böhm/Klosé 1840: Albert 1890: Öhler
Spillemåderne adskiller sig noget mellem systemerne, så er man begyndt med et system og senere overgår til et andet, så må nye greb indøves. Dette gjorde at det nye Bøhmsystem til at begynde med ikke blev accepteret af nogen musikere. Men disse har nu alle gået ud af tiden, så Bøhmsystemet står nu næsten uden konkurrence for træblæserne. I Tyskland spilles det med oehler- og i Østrig med Albertklarinetter. […rettelse: i Østrig spiller man på Wienerklarinetten. En afart af Oehlers system, men boringen er større og mundstykket har andre dimensioner…]
Tilbehør
- Da klarinetten ikke spilles, beskyttes det ømtålelige rørblad af en kapsel af metal eller plastic, som sættes over mundstykket.
- Ved transport opbevares klarinetten itutaget i et hårdt eller blødt specialfremstillet etui. For den seriøse klarinetspiller, som ejer både en b-klarinet og en a-klarinet, findes dobbeltfoderaler.
- Som yderligere beskyttelse ved dårligt vejr findes et foderal af for eksempel lærred eller nylon , som sættes udenpå etuiet. Det lukkes med lynlåse eller trykknapper. I foderalet findes plads til:
- visk eller klud, for aftørring af tonekanalen efter afsluttet spil (Der dannes nemlig uundgåelig kondens af fugtig udåndningsluft, som altid opstår efter et øjebliks spil. Det er meget vigtigt at man tørrer omsorgsfuldt, eftersom det ellers kan hænde at træet slår revner, som er ødelæggnede for tonedannelsen),
- reserveblade,
- en lille dåse med fedt (fåretalg eller cerat), som anvendes for indsmøring af de korkpakninger som forsegler og smører samlingerne mellem klarinettens forskellige dele,
- iblandt også klarinetolie til imprægnering af træet så det bliver modstandsdygtigt for kondens, og
- nodeholdere – et klemmeapparat til stive nodekort (Den anvendes ved sådanne spil, hvor normale nodestativer ikke kan anvendes. Nodeholderen bliver fæstnet med en ring tæt på overgangen mellem under- og overdelen.).
- Instrumentstativet er en fodforsynet kegle, som passer ind i klarinettens klokkestykke. Stedet placeres på gulvet ved siden af nodestativet, for at holde en a-klarinet i beredskab, når musikanten spiller på b-klarinetten og vice versa.
[Nogle af mine personlige favoritter]:
- Blikkenslagertape, hvis klarinettens korksammenføjninger bliver løse,
- Cigaretpapir til at fjerne kondensvand fra de små tonehuller,
- Powder Paper er papir med talkum på overfladen. Godt at have, hvis en genstridig pude klistrer sig fast til tonehullet og ikke vil åbne,
- Lighter og mønt er en god bladbrænder hvis favoritbladet bliver for slapt. Så kan man brænde spidsen af. Start med en kvart millimeter!
